På rejse med øbyggerne – fra bunden af byggegruben til færdigstøbt p-kælder

Tag med Kasper Colmorn, der er produktionsleder i NCC, på en tur gennem byggeriet af parkeringskælderen – fundamentet for hele Kronløbsøen og en konstruktion, der blandt øbyggerne beskrives som både bygge- og ingeniørkunst.

Parkeringskælderen udgør en vigtig fase for hele byggeriet. Kronløbsøen hviler nemlig på fire etager til parkering. Kælderen bidrager med 1.100 nye p-pladser til biler i området og frigiver samtidig plads på overfladen til boliger og byrum i bilfrie omgivelser.

Gennem de første byggeår har kælderen taget form, og sideløbende har NCC bygget den underjordiske tunnel, der via Helsinkigade forbinder parkeringsanlægget med Nordhavn. Inden længe er kælderen færdigstøbt, og apteringsarbejdet begynder. Dermed markeres afslutningen på det, som i fagsprog beskrives som vandbygning.

Dyk ned i rejsen, der har kaldt på alt fra dykkere og sekantboremaskiner til landmålere og tårnkraner. Særligt bundpladen og transferdækket er unikke for projektet og fortjener et tilbageblik.

Bag projektet står By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen, der med VLA, Cobe og NCC skal realisere visionerne frem mod 2023.