På sin tur fra Oslo til København 31. januar 1971 kom færgen Prinsesse Margrethe på afveje og sejlede direkte ind i klippen Kullen på den svenske vestkyst. Ingen kom til skade.
Men noget lignende skulle helst ikke ske igen. Derfor tager man sine forholdsregler – også på Kronløbsøen.
Virksomheden Sweco har designet den løsning, som skal holde ubudne gæster væk fra Kronløbsøen.
–Vi har valgt at beskytte øen med noget, der ligner en pude. Den består af sand, grus og sten og er ikke umiddelbart til at få øje på. Puden ligger nemlig minimum 2,5 meter under det, vi kalder middelvandspejlet, og det betyder, at små skibe, som stikker mindre end det, ubesværet kan sejle ved og omkring øen, forklarer Henrik Steen Hansen, projektdirektør i Sweco.
Godkendt løsning
–Da Nordhavn havde sin storhedstid som traditionel havn, lagde flere tusinde fragtskibe til kaj hvert år. Området er således godt kendt af skibsfarten, men skibe kan forvilde sig herind. Der kan forekomme navigationsfejl eller andet, som får kaptajnen på afveje. Alt kan i princippet ske, men sandsynligheden er meget lille. Vi regner med en acceptabel årlig sandsynlighed svarende til maks. en ud af en million. Derfor tager vi alligevel vores forholdsregler, siger projektdirektøren.
Sikringen af Kronløbsøen er godkendt af Trafikstyrelsen, og hele godkendelsesproceduren bygger på, at der er visse fastlagte skibsstørrelser, som bygningskonstruktioner a la Kronløbsøen skal kunne modstå. Derfor skal øen sikres. På forhånd er det regnet ud, hvad den beskyttende pude skal kunne modstå, når det gælder skibsstørrelse og påsejlingsenergi, og de udregninger bestemmer pudens endelige størrelse. Det største skib, som beregningerne går ud fra, er 274 meter langt, 32 meter bredt og stikker syv meter.
Kinetisk energi
Beregningerne er nørderi i særklasse. Der er fastlagt nogle skibsstørrelser og typer, som Kronløbsøen skal sikres imod.
–Det er sandpuden, som stopper de store skibe. Det er samme princip, som er brugt på storebæltsforbindelsen og andre steder, hvor man lægger en beskyttende pude eller konstruktion ude foran sådan nogle bygninger, som ikke må rammes direkte. Det gælder fx et byggeri som Skuespilhuset, som også har påsejlingssikring, siger Henrik Steen Hansen.
Tre scenarier danner grundlag for designet af påsejlingssikringen til Kronløbsøen.
–Alle de mange skibstyper er gennemregnet baseret på forskellige scenarier. Beregninger tager udgangspunkt i kinetisk energi, som er den energi et legeme har i kraft af sin hastighed, og det er den energi, påsejlingssikringen skal være i stand til at optage, forklarer Henrik Steen Hansen og viser eksempler på beregningerne. Den største påsejlingsenergi, som puden er designet til at kunne optage, er på 6,5 MegaJoules.
Genbrug af sand
Hercules Fundering udfører arbejdet med at sikre Kronløbsøen.
–Vi genbruger det sand, som i sin tid blev brugt til at fylde Kronløbsbassinet op. Sandet har gjort sin pligt, og nu genbruger vi det til et særdeles godt formål, siger Nathalie Lückstädt Nielsen, projektleder hos Hercules Fundering.
–Vi har I Hercules Fundering valgt at påvirke designet fra Sweco, så vi kan bygge puden fra land så at sige. På den måde undgår vi, at de store maskiner og vores maskinførere skal ud på flåder.
Processen
–Det første vi skal i gang med er at fjerne sandet fra depotet mod øst, som er indrammet af de to spunsvægge. Det tager vi fat på i december, og første skridt er at fjerne det synlige sand. Dette gøres med en gravemaskine, og sandet køres ud af byggepladsen med lastbiler. I det nye år kommer større maskiner i spil, når sandet, som ligger under vand, skal fjernes. Det sker ved hjælp af en sandpumpe, som er monteret på armen af en stor gravemaskine, der står på en flåde. Fra det nye år forlader sandet byggepladsen via skib, hvor det sendes til genbrug på andre byggeprojekter.
Sandarbejdet er forberedelse til etablering af selve påsejlingssikringen, som går i gang til foråret.
–De nye materialer bliver leveret til byggepladsen, hvor der vil stå gravemaskiner på land, som skal lægge sand, grus og sten ud i den rette hældning til den undersøiske skråning. Det mest synlige i arbejdet er maskinerne, fordi materialerne forsvinder under vandets overflade. Som det ser ud nu, regner vi med at afslutte arbejdet med påsejlingssikringen næste sommer, fortæller Nathalie Lückstädt Nielsen.
Tekst: Søren Egert og Nikoline Kern / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT