Kronløbsøen vendt og drejet

Listen over de emner, der blev taget op ved temabordet for Kronløbsøen på By & Havns nabomødet i Nordhavn den 18. september, vidner om bred interesse og stor spørgelyst: affaldshåndtering, begrønning, spunsarbejde, parkering, nye kanaler og offentlige pladser – for blot at nævne nogle.

By & Havn stod som arrangør af nabomødet, hvor godt 160 nysgerrige sjæle var mødt op, og efter en kort introduktion ved selskabets administrerende direktør, Anne Skovbro, gjorde en række af By & Havns nøglemedarbejdere status på udviklingen af Nordhavn herunder etableringen af Kronløbsøen.

Du kan læse mere på By & Havns hjemmeside.

Efter statusrunden var der mulighed for at deltage i mere specifikke drøftelser ved fire såkaldte temaborde: Byggerier og Byrum, Havneliv og Grundejerforeninger, Trafik og Parkering og endeligt Kronløbsøen. Ved temabordet for Kronløbsøen kunne naboerne møde repræsentanter fra Kronløbsøen Projekt P/S, der er bygherre, samt entreprenøren på projektet, NCC.

Babomødet i Nordhavn den 18. september. Temabord 4: Kronløbsøen.

Øens størrelse og placering

Flere spørgsmål ved temabordet om Kronløbsøen drejede sig om øens længde mod øst, og Jens Damgaard, direktør i Kronløbsøen Projekt P/S, gjorde rede for, at de to tværgående spunsvægge, der løber på tværs af bassinet mellem Sundkaj og Fortkaj, alene vedrører byggepladsens indretning og størrelse. 

Kronløbsøens placering kan man få et indtryk af ved at følge spunsarbejdet for byggegruben, som i øjeblikket etableres på sandpuden i bassinet. Byggegrubespuns er den ramme af spuns, der markerer øens placering i Kronløbsbassinet. Se forskellen på byggegrubespuns og byggepladsspuns på denne tegning.

Det støjer den næste tid – og vi skynder os at blive færdige!

NCC er i fuld gang med at ramme stålplader (spuns) ned i sandet omkring det, der skal blive til selve øen. Denne del af byggeriet støjer særligt for de naboer, der bor eller arbejder nær byggepladsen. NCC arbejder derfor i udvalgte tidsrum og i højest muligt tempo.

Spunsarbejdet forventes på nuværende tidspunkt at være færdigt slut oktober. Selve spunsningen og andet særligt støjende byggearbejde foregår i tidsrummet mellem kl. 08.00 og 17.00 på hverdage i henhold til de vilkår, Københavns Kommune har fastlagt. Øvrigt arbejde på byggepladsen, der ikke er defineret som særligt støjende, foregår mandag til fredag fra kl. 7-19 og lørdage fra kl. 8-17.

Læs om det nuværende spunsarbejde her: Støjende arbejde på Kronløbsøen

Overblik byggeplads Kronløbsøen 25. september 2019.

Hvad var der ellers på bordet?

Først og fremmest myldrede det med spørgsmål hen over bordet: øens endelige størrelse, nummerpladeovervågning i parkeringskælderen, de nye pladser og deres placering, kanalernes vanddybde, broernes placering, adgangstunnelen til parkeringskælder, højden på bygningerne etc.

Mange af spørgsmålene er besvaret og kan ses på hjemmesiden for projektet under ’ofte stillede spørgsmål’. De øvrige svar må man vente lidt på, bl.a. fordi en række spørgsmål er under afklaring hos Københavns Kommune. Her på hjemmesiden vil du løbende kunne læse svarene, efterhånden som de foreligger.

Jens Damgaard og Martin Manthorpe fremhæver, at nabomødet og drøftelserne ved temabordet vendte stort set alle sten i det krævende projektet.

Dialog med myndighederne

–Byggeriet er i god gænge, og med hensyn til myndighederne er vi i den afklarende fase i relation til det, myndighederne efterspørger. Og jeg fornemmer, at naboerne nu har en sikker fornemmelse af øens endelige placering, bl.a. at øen ikke går helt ud til den tværgående spunsvæg, som nogle naboer har frygtet, men markeres ved byggegrubespunsen. Kronløbsøen etableres knap fire meter bag den omkransende byggegrubespuns, forklarer Jens Damgaard.

Han ser i øvrigt frem til, at grundvandssænkningen bliver endeligt gennemført.

–Den er vigtig for hele byggepladsen, og indtil nu er arbejdet forløbet eksemplarisk, og går alt efter planen, er arbejdet udført om ca. fire måneder, og en usikkerhedsfaktor forsvinder dermed fra projektet, vurderer han.

Læs mere om grundvandssænkningen her: Forarbejdet er i fuld gang – sådan holder man en underjordisk byggeplads fri for vand

Kronløbsøen byggeplads, nabomøde Nordhavn.

Dialogen fortsætter

Martin Manthorpe fra NCC siger, at det velbesøgte nabomøde vidner om, at der er en stor interesse for byggeriet – og en god dialog.

–Jeg fornemmer, at naboerne ønsker mere dialog, og sammen med bygherre evaluerer vi meget snart, hvordan dialogen kan blive en tak bedre, og vi vil også se nærmere på, hvordan byggeriets naboer kan blive inddraget endnu mere. Hele projektet på Kronløbsøen er spektakulært, og vi véd godt, at det kalder på en forklaring, når vi etablerer en ø med en parkeringskælder på fire etager, og oven på det hele kommer der så seks boligblokke, som Martin Manthorpe udtrykker det.

Han er også bevidst om, at et dynamisk byggeri ofte giver anledning til spørgsmål fra naboer og andre interesserede, og NCC prioriterer det aspekt højt.

–Efterhånden som øens endelige udformning tegner sig, skal vi sørge for hurtigt at melde ud, hvad der er på vej, understreger Martin Manthorpe.

–Desuden er vi i dialog med myndighederne om forskellige detaljer, fx vedrørende facaderne. Hvordan skal den endelige udformning se ud? Vi skal sende det allersidste materiale til myndighederne 16. december, så afklaringen af de tilbageværende spørgsmål er formentlig på plads inden årsskiftet, fortæller Martin Manthorpe.

Har du flere spørgsmål?
Projektsekretariatet for Kronløbsøen sidder klar til at besvare de spørgsmål, I måtte have i forbindelse med det generelle projekt og opbygningen af Kronløbsøen. Vi bestræber os på at besvare jeres henvendelser inden for ti hverdage. Skriv til os på info@kronlobsbassinet.dk

Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT // Kort: COBE architects