Den måske vigtigste støbning på Kronløbsøen er mere end en milepæl for Nordhavns mest spektakulære projekt

Så er der lagt låg på Kronløbsøens parkeringskælder. Det såkaldte transferdæk er nemlig støbt færdigt og afslutter kælderen. Dækket kan bedst betegnes som en kolossal betonplade, der både fuldender kælderen og udgør bunden for det kommende byggeri på øen.

Kronløbsøen - fejring af sidste støbning af transferdæk.

Rasmus Rydstrøm, senior produktionschef i NCC, remser lidt nøgletal op.

–Vi har brugt 6.000 kubikmeter beton til at støbe dækkets 10.000 kvadratmeter.

På det tykkeste sted er dækket 90 centimeter tykt. Der, hvor dækket ikke skal kunne bære så meget, taler vi om en tykkelse på 40 centimeter. Dækket hviler på 124 søjler, og deres størrelse varierer fra 50 centimeter til godt halvanden meter. Støbearbejdet delte vi op i etaper, fem store og fire små. Når arbejdet foregik mest intenst, kom der en betonbil til øen hvert tiende minut, siger Rasmus Rydstrøm.

Han er fascineret af, at transferdækket er støbt med et indbygget fald.

–Faldet sørger for, at vandet bliver ledt væk fra øen og de installationer, som parkeringskælderen også rummer, tilføjer han.

Kronløbsøen - fejring af sidste støbning af transferdæk.

Et tilbageblik

Kronløbsøen - armeringsarbejde med transferdæk

Transferdækket er svært armereret. Stålstængerne, der armerer dækket, måler 2.5 – 3,2 centimeter i diameter og med over 250 kg stål pr. m3, er det mere end de fleste motorvejsbroer.

Kronløbsøen - formborde og støbning af transferdæk.

Transferdækket er unikt for projektet og i Danmark. Dækket kan beskrives som en svævende bundplade i terrænniveau. Støbningerne foregår på gule formborde.

Den perfekte støbning kræver et stabilt flow dagen igennem. Typisk strækker en støbning sig fra morgen til aften, uden afbrydelser. På den måde undgås de såkaldte støbeskel.

Læs om transferdækket og støbninger i artiklerne:
Transferdækket lægger låg på parkeringskælderen
Støbearbejde kalder på både seminar og meget detaljeret planlægning
Mellemdæk vokser ud på gule formborde
Teamwork sikrer den gode støbning

Tekst Søren Egert / NXT // Luftfoto: Dragør Luftfoto / Foto og timelapse fra kran: NCC / Øvrige fotos: NXT