Bilfrie gader og vand i sigte lokkede nabo til Nordhavn

Andreas Bøgh Carlsen er nabo til Kronløbsøen, og har fulgt med i byggeriet fra start til slut. Han bor med sin kone og to børn på Sundkaj, og familien var en af de første, som flyttede til kvarteret i Nordhavn for over seks år siden.

­–Min datter på syv år kan ikke rigtig huske andet end, at der har været byggeaktivitet og kaos derude. Det er lidt vildt at tænke på, men man vænner sig til det. Og nu har byggeriet jo været i gang i fem år, så næsten al den tid vi har boet her.

Fra deres lejlighed på 5. sal har familien kig til Øresund mod øst og Kronløbsøen mod syd. De har haft direkte udsigt til byggepladsen fra deres køkken og terrasser i hele byggeperioden.

–Det har været interessant. Det er noget, man ser på hele tiden, og noget som fylder ret meget, især når det larmer, støjer og støver. Og alt hvad der nu ellers er af sjov og ballade, når man bor ved siden af så stor en byggeplads.

God kommunikation

Spørger man ind til, hvordan det har været at være så tæt på så omfangsrigt et byggeri, er svaret klart.

–Til tider har larmen da været enormt irriterende, men jeg synes egentlig, at NCC og bygherre har været gode til at kommunikere om processen. Jeg sidder i bestyrelsen i Ejerforeningen, så jeg har modtaget alle mails om, hvornår der ville være byggelarm i den kommende periode, og det har været ret fint at kunne sende videre til folk.

–For det meste har vi kunne planlægge efter det, men under corona-epidemien, hvor vi arbejdede hjemme, var der meget larm – det var ret forfærdeligt. Nu her, hvor man ikke er så meget hjemme længere, er det ligegyldigt, at de larmer i hverdagen.

Andreas Bøgh Carlsen fremhæver projektets infomail som en direkte kanal for Kronløbsøens naboer til at komme i kontakt med NCC og bygherre inden og uden for normal arbejdstid.

–De har været enormt gode til at reagere, når vi brokkede os. Hvis arbejdet har larmet tre minutter senere end det måtte, så har vi været efter dem. Så er der blevet reageret med det samme og håndværkerne er blevet ringet op, og larmen er blevet stoppet. Det har betydet meget, lyder det fra øens nabo. 

Et byggeri der skiller sig ud

Kronløbsøen er Danmarks ø nummer 432 med eget navn, og en af de nyeste af slagsen. Som svar på, om der er noget, der har overrasket Andreas Bøgh Carlsen i processen, svarer han begejstret.

–At man kan! Det at man er i stand til at putte en kæmpe betonfirkant ned i vandet og det hele holder tæt, det er da ret sejt. Alle de andre ting, der bliver bygget herude, ligner på en måde lidt hinanden, når først de går i gang. Så at se alt det sand blive pumpet ind og kørt væk igen, det har været ret vanvittigt at se på. Det synes jeg er fascinerende.

Vandet kommer tilbage

Når Andreas Bøgh Carlsen husker tilbage, er der især én ting, han husker og savner fra før Kronløbsøens byggeri gik i gang.

–Vi andre kan jo huske tilbage til dengang, hvor der var vand over det hele og vi stort set var de eneste, der boede herude. Det har selvfølgelig været et kæmpe skift. Men sådan er det jo. Vi skal kunne være her alle sammen, siger han med et smil og et træk på skuldrene.

Heldigvis er der med byggeriets afslutning i sigte snart mulighed for at bade i dyppezonen mellem Kronløbsøen og Stubkaj, og i det hele taget at nyde de skønne udendørs arealer, som omkranser øen.

–Vi ser frem til at de sidste spuns bliver fjernet. Det er jo megafedt, at der kommer frisk vand herind igen, og tingene begynder at virke. Om sommeren kan man bruge vandet helt vildt meget, og hoppe på SUPen (Stand Up Paddle board, red.) i stedet for at gå i fitnesscenter.

I tillæg til at glæde sig til badeturene, fremhæver Andreas Bøgh Carlsen også fordelene ved den bilfri ø, og Kronløbsøens funktion som vigtig infrastruktur og trædesten i Nordhavn.

–Det minder faktisk om sådan om et billede fra et arkitektkonkurrenceforslag, hvor man ser børnene lege og cykle frit rundt. Det er jo også det, det kan herude. Man har fået bilerne væk fra byen, og Nordhavn begynder at hænge sammen.

–Og så er de jo ved at være færdige med byggeriet, det ser vi selvfølgelig bare frem til i det hele taget, afslutter han.

En helt ny ø er på vej til Indre Nordhavn

I Kronløbsbassinet mellem Århusgadekvarteret og Sundmolen etableres Kronløbsøen – Danmarks ø nummer 432.

Kronløbsøen er en bilfri ø, der rummer 233 ejerboliger, som certificeres efter den såkaldte DGNB-standard på niveauet Guld. I stueplan reserveres 300 m2 til udadvendt erhverv.

Øen bliver opført som en monolit med en gennemgående materialitet, og arkitekterne er i formgivningen inspireret af Møns Klint.

På tværs af øen udformes tre byrum, der, tro mod det arkitektoniske ophav, er døbt KystenOasen og Klinten. Kronløbsøen står på et underjordisk parkeringshus i fire etager med plads til 1.100 biler.

Som ø i Indre Nordhavn bidrager Kronløbsøen med nye kanaler og tre broforbindelser til den blå vision for Nordhavn, og bliver forståeligt nok kaldt en trædesten for den nye bydel.

Bag projektet står By & HavnPensionDanmark og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab, der med NCC som totalentreprenør skal realisere visionerne frem til udgangen af 2023, hvorefter vandet vender tilbage.

Tekst: Siv Werner / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT